Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Januar 2013


Kultursektoren mister arbejdspladser


Trods al tale om vækst i de kreative erhverv viser ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at Kultursektoren taber mere på krisen end det øvrige arbejdsmarked.

Indenfor kulturområdet faldt antallet beskæftigede med 4,1% fra 2008 til 2009 og med 3,1% fra 2009 til 2010. På det øvrige arbejdsmarked var det tilsvarende fald 3,4% fra 2008 til 2009 og 1,9% fra 2009 til 2010.

Ifølge Danmarks Statistik var antallet fuldtidsbeskæftigede indenfor kulturområdet i 2010 86.400. De mange deltidsbeskæftigede er i opgørelsen omregnet til fuldtidsstillinger.

Faldet i arbejdspladser er størst i det Danmark Statistik kategoriserer som perifere aktiviteter. Her var faldet henholdsvis 7,1% fra 2008 til 2009 og 3,0% fra 2009 til 2010. De perifere aktiviteter omfatter varer og ydelser, som støtter op om kerneområderne, fx salg af sportsudstyr og musikinstrumenter.

Små virksomheder

De 86.400 arbejdspladser er fordelt på hele 20.383 arbejdssteder. Dette tal understreger, at kultursektoren består af overordentligt mange små virksomheder.

Selv om antallet beskæftigede faldt med i alt 7% fra 2008 til 2010 øgedes antallet arbejdssteder med hele 3,6%. Dette svarer til en reduktion i antallet fuldtidsbeskæftigede pr. arbejdssted fra 4,7 person til 4,2 person.

Geografisk skævhed

Det overrasker næppe, at de fleste kulturarbejdspladser er i Hovedstadsområdet. 42.300, altså knap halvdelen af samtlige arbejdspladser, er i Region Hovedstaden. 17.000 er i Region Midtjylland, 14.100 i Region Syddanmark, 6.900 i Region Sjælland og blot 6.100 i Region Nordjylland.

Målt i forhold til antal beskæftigede udgør kulturarbejdspladserne 5,1% i Hovedstadsområdet, 2,8% i Midtjylland, 2,5% i Syddanmark, 2,2% i Nordjylland og 1,7% i Sjælland.

Den geografiske skævhed, der ofte peges på i diskussioner om kulturtilbud, ses således også i lokaliseringen af kulturarbejdspladser. Den største skævhed er dog ikke mellem øst og vest, men mellem Nord- og Sydsjælland.

Danmarks Statistiks opgørelse over kulturjob findes her.

Søndag Aften 01/2013       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2012






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2013 Søndag Aften.. All rights reserved.